VelkommenMenuenBookingKøkkenetRestaurantenVinkortKontakt

Gourmet garagens holdning til

Råvarerne

Vi elsker sæsonråvarer. Gourmet Garagen benytter sig af både lokale råvarer og naturligvis en del råvarer fra Italien. Især krydderurter, grøntsager og salater er helt fantastiske fra støvlelandet. Vi importerer selv vores oste fra små osterier i hele Italien. Dog har vi en forkærlighed for alpeoste og friskoste fra Piemonte.


Maden

Maden i Gourmet Garagens køkken er enkel. Vores tanke er at vi finder 3 råvarer som matcher hinanden og ud af det skal vi skabe en ret. Ofte når der at komme lidt mere ind over retten, men enkelheden og det rustikke med raffinement er målet.. Gourmet Garagen er ikke høj gastronomi, men enkelhed af høj kvalitet.


Klager over maden eller serviceringen

Lad vær med at brokke dig dagen efter. Det er så ærgerligt. Der er det for sent – vi har ingen mulighed for at gøre det om. Marker endelig hvis der er mislyde i maden eller vinene.


Vin

Vi holder af små kvalitative vinhuse,hvor vinbonden har fingrene nede i druerne. Der, hvor glimtet i øjet er lig med den personlighed, der kommer ud af flasken. Vores vinkort er rendyrket italiensk, og vinkortet er overskueligt. Er i til et større udvalg har vi et kælderkort er fyldt med noget af det bedste Italien byder på. Til vores menu kan du købe envinmenu, som giver dig mulighed for at få forskellige afstemte vine til hver enkelt ret.


Bordbestilling

Vi bliver så glade når i bestiller bord forud. På den måde kan vi give den bedste oplevelse, både på mad og service. Skulle i blive forhindret er det af stor betydning for os at melde afbud, senest 7-8 timer før jeres booking. Det er så fandens ærgerligt at stå med tomme borde især i weekenderne hvor der er størst pres på vores 14 borde i restauranten.
For at gøre det lettere for vores gæster at bestille bord kan det gøres 24 timer i døgnet. Book her


Olivenolie

Vi byder på en lækker økologisk jomfru olivenolie af første pres. Olivenolien varierer efter sæson, menu og årstid. Olien kan med held og lind hånd dryppes på brødet. Lidt salt, og smagen er fuldkommen. Smør – ikke hos os!


Postevand eller kildevand

Der er gået design i kildevand på flaske. Respekt for det æstetiske. Måske er vi bare blevet lidt konservative.Vi serverer let afkølet århusiansk postevand uden isterninger eller citron. Har du lyst til blide bobler, holder vi trods Co2 snakken, fast i den klassiske norditalienske fra Pellegrino kilden nær Bergamo. Ganske enkelt fordi vi synes der er harmoni mellem bobler og mineraler.


Grappa

Indrømmet - vi har hang til god grappa. Derfor er vores udvalg af denne herlige spiritus noget større end udvalget af cognac og armagnac. Formentlig et af de største og mest nuanceredekort vest for broen.


Musik

Vi har gjort os umage for at finde god italiensk musik. Gamle klassikere fra dengang en Vespa havde runde former som kvinderne på stranden om sommeren. Opera skal der til, og ikke mindst de gamle croonere, og her har vi også tilladt os at betragte de italienske croonere fra New York som værende en god underholdende del af vores lydtapet. Filmmusik fra gamle Spaghetti vestern og lidt Italiensk pop er også kommet i den store musikalske gryde. For at løsne lidt op har vi blandet det med Lounge musik fra både Rom, Milano og Veronas hippe barer. Håber i synes om det. Vi har gjort os umage - men smag er som bekendt forskellig. Vi har været konsekvente...

Kunden har altid ret - og dog!

Vi vil strække os langt og har en god tålmodighed med vores gæster. Indimellem er der umulige gæster - så har kunden ikke altid ret. Vi skal nok sætte grænsen, og i vil ikke være i tvivl når det sker. Ikke en trussel men blot en venlig brugerinformation.


Mobiltelefon

Vi ønsker at et besøg hos os er en oplevelse, en kulinarisk luftboble på nogle timer, hvor sanserne stimuleres. Deri har vi ikke indregnet platte og pinlige ringetoner.


Menu og vinkort
Har du lyst til at få et menu medhjem, så spørg tjeneren.

   Svineriet - Mejlgade 35 - Baggården DK - 8000 Århus C© Design & layout by Mindit